Den abstrakte ekspressionisme markerede et før og et efter i det 20. århundredes kunsthistorie. Den introducerede ikke blot nye måder at male på, men forandrede også forståelsen af, hvad et maleri kan være: Det ophørte med at være et vindue mod den ydre verden og blev i stedet en scene for gestus, følelser og intuition. Kendskab til bevægelsens nøglebegreber gør det lettere at forstå en stor del af samtidskunsten og at se nærmere på mange af de værker, der i dag findes på museer og i samlinger.
Hvad er abstrakt ekspressionisme?
Abstrakt ekspressionisme er betegnelsen for en række nye former for abstrakt maleri, der blev udviklet i USA, især i 1940'erne og de første år af 1950'erne, af kunstnere som Jackson Pollock, Mark Rothko og Willem de Kooning. Den forbindes med gestiske penselstrøg, store formater og et intenst indtryk af spontanitet og følelsesmæssig styrke: Maleriet bliver næsten et fysisk spor af kunstnerens bevægelser.
Selv om betegnelsen »abstrakt ekspressionisme« i dag bruges helt naturligt, beskriver den hverken præcist eller ensartet hele kunstnernes produktion. Under denne brede paraply fandtes meget forskellige kunstneriske udtryk, både hvad angår teknik og ekspressiv intensitet. Alligevel deler malerierne, der forbindes med bevægelsen, en række overordnede træk:
- Meget høje grader af abstraktion, fra knap genkendelige former til helt nonfigurative kompositioner.
- Søgen efter et frit, spontant og dybt personligt følelsesmæssigt udtryk.
- Stor teknisk frihed: dryp, stænk, pletter, transparente lasurer eller tykke lag maling, der udnytter maleriets fysiske karakter og antyder dynamik, voldsomhed, lyrik eller mystik.
- Mindre strukturerede kompositioner, der erstatter den klassiske organisering med ét samlet felt eller et sammenhængende visuelt netværk.
- Brug af lærreder i stort format for at understrege værkets monumentalitet og omsluttende virkning.
Denne frihed betød ikke nødvendigvis fravær af bevidste valg. Selv de overflader, der virker mest umiddelbare, bygger som regel på en nøje afstemt balance mellem rytme, tæthed, farve og tomrum. Beskueren behøver ikke at identificere et objekt for at følge energien i en linje, spændingen i en plet eller vibrationen i en farve.
De abstrakte ekspressionister var hovedsageligt samlet i New York, i en sådan grad at de blev kendt som »New York-skolen«. De lod sig inspirere af surrealismens automatisme – især Joan Miró – og af tanken om, at kunsten i høj grad skulle udspringe af det ubevidste uden at være afhængig af en fastlagt, rigid plan.
New York-skolen og dens hovedpersoner
I efterkrigstidens New York førte en relativt løst organiseret gruppe kunstnere maleriet i radikale retninger, som indtil da havde været utænkelige i USA. Jackson Pollock, Willem de Kooning, Franz Kline, Lee Krasner, Robert Motherwell, William Baziotes, Mark Rothko, Barnett Newman, Adolph Gottlieb, Richard Pousette-Dart og Clyfford Still brød blandt andre med traditionelle teknikker og motiver for at skabe monumentale værker, der fungerede som projektioner af deres egen psyke.
Mere end en skole med ét manifest var New York-skolen en konstellation af fælles tilhørsforhold, debatter og ambitioner. Dens medlemmer værdsatte spontanitet, improvisation og proces. For dem var det færdige værk ikke blot et billede: Det var det fysiske spor af en handling og af beslutninger, der blev truffet næsten i realtid på lærredet.
Abstrakt ekspressionisme – Jackson Pollocks Blå pæle
I værker som Blå pæle (Blue Poles, Number 11, 1952) placerede Pollock lærredet på gulvet og hældte industrimaling direkte fra dåsen eller påførte den med pinde og pensler. Resultatet er et virvar af linjer og farvepletter, der ved første øjekast kan virke kaotisk, men som fastholder en nøje afbalanceret visuel harmoni. Drypteknikken, eller dripping, gjorde malerhandlingen til en slags dans omkring lærredet, hvor hver kropsbevægelse blev fastholdt som et spor.
Hos Pollock begrænser gestussen sig ikke til at illustrere en følelse: Den udgør selve maleriets struktur. Overfladen aktiveres fra kant til kant og får blikket til at bevæge sig hen over den uden et traditionelt narrativt centrum.
Abstrakt ekspressionisme – Willem de Koonings abstraktion
Willem de Kooning kombinerede et ekstremt energisk penselstrøg med former, der befinder sig mellem det figurative og det abstrakte. Hans malerier veksler mellem rent abstrakte perioder og ikoniske serier som Women, hvor menneskefiguren opløses i aggressive strøg og intense farver. Hans værk eksemplificerer spændingen mellem spontan gestus og kompositorisk kontrol, som kendetegner en stor del af den abstrakte ekspressionisme.
Denne tvetydighed er grundlæggende: Hans figurer forsvinder aldrig helt, men præsenteres heller ikke som konventionelle portrætter. De Kooning viser, at abstraktion kan bevare fragmenter af visuel erindring og samtidig destabilisere enhver bogstavelig læsning.
Abstrakt ekspressionisme – Arshile Gorkys Et år med silkeurt
Arshile Gorky er en af bevægelsens store forløbere. I værker som Et år med silkeurt (One Year the Milkweed) udvikler han svævende biomorfe former, fine konturer og transparente farvelag, som bevarer en vis forbindelse til naturen uden at gengive den bogstaveligt. Hans organiske formsprog fik direkte indflydelse på de tidlige eksperimenter hos mange kunstnere fra New York-skolen.
Hans kompositioner er særligt vigtige for forståelsen af overgangen mellem surrealisme og abstrakt ekspressionisme. Formerne fremkalder organismer, landskaber eller erindringer uden at fastlåse sig i ét enkelt billede, så den visuelle association forbliver åben.
Abstrakt ekspressionisme – Hans Hofmanns Sådan er stjernernes vej
Hans Hofmann var ikke blot maler, men også en af de mest indflydelsesrige undervisere i moderne kunst i USA. Hans lærreder kombinerer stærke farvekontraster med et kraftfuldt penselstrøg, og hans teori om push and pull – fremdrift og tilbagetrækning – forklarer, hvordan farver kan skabe dybde og bevægelse uden at ty til traditionel repræsentation.
Hans undervisning hjalp mange kunstnere med at forstå lærredet som et kraftfelt. En varm tone kan visuelt træde frem, mens en kold tone kan vige tilbage; en form kan udvide eller komprimere sig i forhold til de øvrige. Dermed ophører dybden med at være afhængig af klassisk perspektiv.
Typer af abstrakt ekspressionisme
Inden for den abstrakte ekspressionismes brede ramme kan man overordnet skelne mellem tre hovedretninger. De er nyttige kategorier til at orientere sig efter, selv om mange kunstnere i praksis krydsede deres grænser eller udviklede sig mellem dem:
- Action painting, baseret på hurtige, dynamiske og ofte tilfældighedsprægede gestusser som dryp eller hældning af maling.
- Mellemformer, der kombinerer gestik med klarere strukturer og motiver, som undertiden nærmer sig kalligrafi eller personlige symboler.
- Farvefeltsmaleri, mindre gestisk og mere stilfærdigt, med fokus på store flader af ren farve, der søger at fremkalde en kontemplativ respons.
Jackson Pollock satte idéen om »action painting« på spidsen ved at hælde maling over ugrunderede lærreder for at skabe komplekse og stemningsfulde netværk af linjer. De Kooning arbejdede med kraftige penselstrøg, der skaber næsten voldsomme figurer. Franz Kline anvendte store sorte strøg på lyse baggrunde til at skabe monumentale strukturer.
I disse værker får penselstrøgets hastighed, tryk, retning og stoflighed en betydning, der kan måle sig med et figurativt motiv. Den visuelle energi udspringer af selve tilblivelsen: af den synlige handling og muligheden for at forestille sig kroppen, der skabte den.
Mellem de to yderpunkter findes mere lyriske udtryk som Philip Gustons eller Helen Frankenthalers med flydende former og transparens, samt andre, der er mere markante og strukturerede, som Robert Motherwells og Adolph Gottliebs, hvor pletterne ligner betydningsladede kalligrafiske tegn. I disse stilarter er gestussen organiseret tydeligere uden at miste sin evne til at vække associationer.
Den mindst tydeligt gestiske retning var Rothkos, Newmans og Reinhardts. Disse kunstnere anvendte store, ensfarvede eller let modulerede farvefelter for at skabe rolige og næsten meditative virkninger. I mange af Mark Rothkos værker ses eksempelvis store farverektangler, der synes at vibrere og flyde sammen.
Forskellen er ikke en absolut modsætning mellem følelse og ro. Farvefeltsmaleriet søger også en intens følelsesmæssig oplevelse, men koncentrerer den om langsomme relationer mellem toner, proportioner og skala frem for at gøre den fysiske gestus til sit primære visuelle emne.
Forenklet kan man tale om to store grupperinger inden for abstrakt ekspressionisme:
- Action painters: angriber lærredet med ekspressive penselstrøg, dryp og brede gestusser, som Pollock, de Kooning, Kline og Krasner.
- Farvefeltsmalere: fylder overfladen med store områder i én farve eller meget begrænsede farvekombinationer, som Rothko, Newman og Still.
Abstrakt ekspressionisme på sit højdepunkt: action painting
I 1947 udviklede Pollock sin berømte drypteknik, hvor han hældte og stænkede fortyndet maling på et lærred, der lå på gulvet, i stedet for at påføre pigment med pensel på en traditionel opspændt flade. De færdige malerier er helt nonfigurative: De forestiller ikke noget genkendeligt, men formidler en næsten hypnotisk energi.
Arbejdet på gulvet gjorde det muligt for Pollock at bevæge sig rundt om overfladen og angribe den fra alle sider. Denne metode ændrede kunstnerens forhold til værket: Han stod ikke længere foran et billede under opbygning, men befandt sig inde i en rumlig og kropslig proces.
De Kooning udviklede på sin side en meget personlig version af den gestiske stil og vekslede mellem abstrakte lærreder og kraftfulde menneskefigurer. Andre kunstnere som Lee Krasner og Franz Kline engagerede sig også i en kunst, der byggede på dynamisk gestus og idéen om, at hver centimeter af lærredet skulle aktiveres af malingen.
For de abstrakte ekspressionister lå et værks autenticitet i udførelsens ærlighed og umiddelbarhed. Gestussens aftryk – kunstnerens »signatur« – er et spor af den kreative proces. Med udgangspunkt i denne tilgang introducerede kritikeren Harold Rosenberg i 1952 udtrykket »action painting«, idet han beskrev lærredet som en scene, hvor kunstneren handler, snarere end som en flade, hvor objekter blot afbildes.
Abstrakt ekspressionisme på sit højdepunkt: farvefeltet
En anden retning inden for bevægelsen udforskede farvens næsten selvstændige ekspressive potentiale. Rothko, Newman og Still skabte storformatværker, hvor overfladen domineres af et eller flere usædvanligt enkle farvefelter. Drivkraften er mere eftertænksom og intellektuel og søger at påvirke beskueren på en elementær og direkte måde.
Disse værkers tilsyneladende enkelhed kræver et langsomt blik. Små variationer i tæthed, kanter, lag eller lysstyrke ændrer opfattelsen af overfladen. Derfor kan det at betragte dem på nært hold skabe en omsluttende fornemmelse, som er svær at opleve i en lille reproduktion.
Rothko og Newman talte om jagten på det »sublime« frem for det blot »smukke«. Målet var ikke at afbilde scener, men at fremkalde en intens indre oplevelse. Newman beskrev sin formelle reduktion som et forsøg på at frigøre sig fra den erindring, nostalgi og myte, der var knyttet til traditionelt europæisk maleri.
I mange af Rothkos lærreder synes rektangler med bløde kanter at udsende deres eget lys. For ham var det store format og den korte afstand mellem værk og beskuer afgørende: »Jeg maler stort for at være intim,« sagde han og understregede, at oplevelsen skulle være dybt personlig.
Historisk kontekst og inspirationskilder
Den abstrakte ekspressionisme udviklede sig i en kompleks sammenhæng præget af økonomiske kriser, krige og kunstneriske migrationer. Mange af kunstnerne havde indledt deres karriere i 1930'erne under den store depression. Dengang blev regionalisme og socialrealisme udbredt, men disse retninger tilfredsstillede ikke gruppens ønske om at skabe kunst med dyb mening og socialt ansvar, fri for provinsialisme og direkte politisk propaganda.
Offentlige kunstneriske beskæftigelsesinitiativer som Works Progress Administration (WPA) gjorde det muligt for mange malere at arbejde og udvikle sig. Samtidig nåede den europæiske modernisme New York via museer og private samlinger. Museum of Modern Art (MoMA) åbnede i 1929 og arrangerede centrale udstillinger som Cubism and Abstract Art (1936), Fantastic Art, Dada, Surrealism (1936–1937) samt store retrospektive udstillinger med Matisse, Léger og Picasso.
Andre steder, såsom Albert Gallatins Museum of Living Art eller Museum of Non-Objective Painting – forløberen for det nuværende Solomon R. Guggenheim Museum – viste værker af Mondrian, Gabo, El Lissitzky og Kandinsky. Den europæiske modernismes idéer blev også udbredt gennem undervisning, især takket være Hans Hofmann, hvis rolle som lærer satte sit præg på kunstnere og kritikere.
Anden Verdenskrig og eksilet for mange europæiske kunstnere i USA styrkede denne udveksling. Surrealisterne bragte idéen om psykisk automatisme med sig: at lade den automatiske gestus og improvisationen flyde uden den bevidste fornufts fulde kontrol. Denne tanke var afgørende for, at de abstrakte ekspressionister turde stole på det ubevidste som kreativ drivkraft.
Myte, det ubevidste og personlige symboler
I deres tidlige år søgte mange abstrakte ekspressionister tidløse emner med inspiration fra antikke mytologier og arkaisk kunst. Rothko, Pollock, Motherwell, Gottlieb, Newman og Baziotes trak på symboler og former fra kulturer, der blev betragtet som »primitive«, og omformede dem til deres egen visuelle kode. Jungiansk psykologi med begrebet om det kollektive ubevidste gav et teoretisk grundlag for tanken om, at disse symboler kunne genkendes intuitivt af beskueren.
Denne symbolske dimension bidrager til at forklare, hvorfor bevægelsens abstraktion ikke er lig med indholdstomhed. Selv når der ikke findes en identificerbar figur, kan former, farver og rumlige relationer antyde konflikt, erindring, ritual, trussel, begær eller kontemplation.
For denne gruppe var det ekspressive ærlighed afgørende, og den opnåedes bedst uden overdreven forudgående planlægning. I et berømt brev sendt til New York Times i 1943 skrev Gottlieb og Rothko – med hjælp fra Newman: »For os er kunst et eventyr i fantasiens ukendte verden […] Der findes ikke noget, der hedder et godt maleri om ingenting. Vi fastholder, at motivet er afgørende.«
Den abstrakte ekspressionismes betydning
Den abstrakte ekspressionisme havde enorm indflydelse på kunstscenen i USA og Europa i 1950'erne. Symbolsk set betød den, at centrum for moderne maleri flyttede fra Paris til New York i efterkrigstiden. Værkerne cirkulerede bredt gennem vandreudstillinger og publikationer og satte dybe spor i efterfølgende generationer, både i USA og Europa.
Dens indflydelse mærkes ikke kun hos kunstnere, der overtog det gestiske penselstrøg eller den store skala, men også hos dem, der reagerede imod den. Den vægt, der blev lagt på proces, lærredets fysiske nærvær og farvens autonomi, rejste spørgsmål, som fortsat skulle få afgørende betydning i de følgende årtier.
Fra 1960'erne bevægede mange kunstnere sig væk fra action paintingens intense følelsesladethed og udviklede nye retninger, fra minimalisme til popkunst. Alligevel er de formelle og konceptuelle fremskridt, som de abstrakte ekspressionister introducerede – den monumentale skala, processens betydning, farvens fremtrædende rolle og tilliden til det ubevidste – fortsat en uomgængelig reference for forståelsen af samtidsmaleriet.
Hvis du tiltrækkes af disse store mestres visuelle intensitet, kan en oliereproduktion være en måde at bringe denne kunstneriske samtale ind i hverdagsrummet. Hos KUADROS udfører professionelle kunstnere hvert værk i hånden på lærred; malerierne sendes normalt sammenrullet for at beskytte dem under transporten.
For svar på praktiske spørgsmål om bestillinger, leveringstider, forsendelse og service kan du se KUADROS' ofte stillede spørgsmål.
