Beskrivelse
Maleriet viser Perseus og Andromeda, der bøjer sig over en ottekantet konstruktion midt i en frodig have. Deres kroppe danner en bue omkring åbningen, mens hænderne og blikkene leder opmærksomheden mod det indre. Her ses to ansigter og overkroppene af nogle figurer, indlejret i et syn, der samler scenens mystik. Konstruktionens udsmykkede paneler, den kraftige stamme i venstre side og vegetationen, der breder sig ind over forgrunden, fuldender et lukket, næsten hemmelighedsfuldt rum, hvor hvert element indgår i fortællingen.
Episoden henviser til myten om Perseus og Medusa. Medusa, en af gorgonerne i den græske mytologi, har et blik, der kan forvandle enhver, som ser direkte på hende, til sten. Perseus besejrer hende og halshugger hende ved hjælp af en indirekte strategi, hvor han undgår at fæstne blikket på hendes ansigt. Selv adskilt fra kroppen bevarer hovedet sin forstenende kraft og fungerer som en farlig tilstedeværelse. I dette værk bliver den heroiske fortælling forvandlet til en intim scene: Faren fremstilles ikke gennem en voldelig handling, men gennem en forsigtig betragtning, som figurerne deler.
Den centrale åbning fungerer som stedet for en åbenbaring eller et spejlbillede, der forbindes med det ildevarslende hoved. I stedet for at vise et direkte og tydeligt billede af Medusa gør kompositionen hendes tilstedeværelse til en indirekte visuel oplevelse, i overensstemmelse med truslen fra hendes blik. Perseus’ og Andromedas foroverbøjede stillinger udtrykker koncentration og forsigtighed, som om det at se krævede et mellemled. Haven, fuld af æbler, blade og blomster, fungerer ikke kun som dekorativ baggrund: Dens overflod omslutter episoden og adskiller den fra hverdagsverdenen, så den får et fantastisk præg. Den rigt ornamenterede, ottekantede konstruktion får dermed en næsten ceremoniel karakter.
Den lodrette komposition er omhyggeligt afgrænset af grene og løv. Det store træ til venstre afbalancerer den oprejste figur i højre side, mens de to yderste silhuetter leder blikket mod det geometriske fokus i midten. Armene, folderne i klæderne og strukturens kanter danner en konvergerende rytme, der forstærker den narrative spænding. Havens mørkegrønne og brune nuancer står i kontrast til de lyse ansigter og arkitekturens og klædernes cremefarvede, okkerfarvede og jordrøde toner. Det bløde lys opløser ikke formerne; tværtimod fremhæver det den centrale åbning som en tærskel mellem den synlige overflade og det indre syn.
I Det ildevarslende hoved, samler Edward Burne-Jones træk, der forbindes med prærafaelitterne: mytologisk fortælling, raffineret tegning, dekorativ komposition og en middelalderlig eller fantastisk atmosfære. Den minutiøst udførte vegetation og den dybe farvepalet gør landskabet til en væsentlig del af billedets struktur, ikke blot en kulisse. Værkets styrke ligger i at forvandle Medusas fare til et billede på indirekte og næsten hemmelig betragtning. Buen, som figurerne danner, strukturens geometri og frugthavens tæthed leder alle på én gang mod det samme punkt: dér, mellem spejlbillede, åbenbaring og mytisk fortælling, bliver blikket maleriets egentlige tema.
Har du spørgsmål om vores reproduktioner af oliemalerier? Se vores ofte stillede spørgsmål.