Beskrivelse
Maleriet viser en tæt, teatralsk oldtidsscene, hvor en menneskemængde samles omkring en stor, hvid tyr. Dyret indtager den nederste midte og tiltrækker sig opmærksomheden blandt mænd, der sidder, knæler eller bøjer sig, klædt i rustninger, hjelme, fjerprydede hovedbeklædninger og ceremonielle klæder. Til venstre rejser en monumental skikkelse sig i skyggen ved siden af en ornamenteret struktur, mens der i baggrunden ses træer, stenbygninger, søjler, trapper og et skulpturelt relief. Over arkitekturen tilfører en lille, svævende skikkelse helheden et overnaturligt islæt.
Titlen henviser til den kristne tradition om Simon Magus' fald. Simon var en magiker fra Samaria, der omtales i Apostlenes Gerninger. Ifølge en senere legendarisk tradition forsøgte Simon at demonstrere sine overnaturlige kræfter ved at løfte sig op i luften, men faldt, da Sankt Peters bøn fik hans mirakel til at mislykkes. Episoden sætter den magiske magts pralende fremvisning over for den apostolske autoritet. Menneskemængden og den monumentale arkitektur placerer denne konfrontation i det offentlige rum som en ekstraordinær begivenhed, der overværes af et helt samfund.
Den lille vingede eller svævende skikkelse over bygningerne henviser til forsøget på at stige til vejrs og det fald, der har givet værket dets navn. Den lyse tyr fungerer som kompositionens store rituelle og visuelle omdrejningspunkt: Dens tilstedeværelse leder tankerne hen på en ceremoni eller et offer og udvider fortællingen til en mere omfattende skildring af antikken. Det er ikke blot en narrativ baggrund, men en scene, hvor det overnaturlige, den ceremonielle pragt og den kollektive forventning samles omkring et dyr af næsten monumental størrelse. De tilstedeværendes forskellige positurer danner en kæde af blikke, gestusser og reaktioner på miraklet.
Den horisontale komposition er bygget op omkring en markant kontrast i størrelsesforhold. Tyren dominerer forgrunden, mængden breder sig bag dens krop, og blikket ledes op mod det centrale træ, den svævende skikkelse og den oplyste bygning til højre. Brune, okkerfarvede og sepiafarvede toner fortætter rummet, brudt af dyrets cremehvide farve, blågrå nuancer i enkelte klædedragter og diskrete rødlige accenter. De mørke grupperinger yderst til venstre balancerer den lyse arkitektur i baggrunden, mens det varme lys fremhæver kroppe, sten og relieffer. Resultatet er en tæt, højtidelig og scenisk visuel rytme.
Værket afspejler den velkendte forkærlighed, som Leonaert Bramer havde for historiske og bibelske scener med antikke omgivelser, broget sammensatte menneskemængder og dramatiske lys- og farvevirkninger. Hans interesse udfolder sig her i et syn, hvor den religiøse episode får format som et byskuespil: Tyren udgør det materielle centrum, arkitekturen tilfører historie og autoritet, og den svævende skikkelse samler den legendariske dimension. Maleriets styrke ligger i denne overlejring af planer, fra ceremonien på jorden til det overnaturlige nederlag, der truer den.
Har du spørgsmål om vores reproduktioner af oliemalerier? Se vores ofte stillede spørgsmål.