Beskrivelse
Maleriet viser en geometrisk og lysende konstruktion, der forvandler hentydningen til Parnassos-bjerget til et arkitektonisk landskab af stigende planer. En stor trekantet form, indrammet af sorte konturer, dominerer den øverste del og strækker sig fra venstre mod midten; strukturen forener indtrykket af et abstrakt bjerg, et monumentalt tag og en skrånende facade. Foran den breder et blågrønt felt sig, gennemskåret af en orange skive, der samler lyset i det øverste højre område. I den nederste halvdel danner striber, blokke og trinvist opbyggede flader en horisontal struktur i okkerfarvede, orange, grå, blå og hvide nuancer. En høj åbning med halvrund afslutning introducerer et genkendeligt arkitektonisk motiv, mens et net af små rektangulære former dækker fladen som en vibrerende mosaik.
Titlen Ad Parnassum hentyder til Parnassos-bjerget i den græske mytologi, som forbindes med Apollon og muserne og symbolsk knyttes til poesien og kunsten. Værket viser ikke en fortællende mytologisk scene med genkendelige personer eller attributter; det forvandler dette inspirationssted til et billede, der er opbygget af rytme, farver og højde. Henvisningen til Parnassos samler sig om ideen om opstigning: Kompositionen leder blikket fra de nederste bånd og den buede åbning op mod den store trekant øverst, hvor arkitektur og bjerg smelter sammen til én form. Resultatet er en abstrakt vision af et kunstnerisk mål, der snarere er en indre oplevelse end en topografisk beskrivelse.
Den orange skive fungerer som et solagtigt fokuspunkt, der afbalancerer den visuelle tyngde i det trekantede volumen og tilfører det blågrønne felt en varm tone. Den buede åbning fungerer som en tærskel i denne farvekonstruktion og styrker forbindelsen mellem arkitektur og landskab. Gentagelsen af små rektangulære enheder skaber en mosaiklignende, næsten musikalsk overflade, hvor hvert fragment indgår i en større rytme. Elementerne nøjes ikke med at forestille et bjerg, en bygning eller en sol: De indgår i en visuel metafor for den kunstneriske skabelse som en ordnet opstigning, en sammenstilling af enheder og en omdannelse af det genkendelige til struktur.
Kompositionen er frontal og flad, men langt fra statisk. Trekants diagonaler leder blikket opad, mens de vandrette bånd indfører pauser og stabiliserer den lodrette energi. Kontrasten mellem turkisblå og de varme nuancer af orange, okker og brun skaber en tydelig farvemæssig spænding: Baggrunden giver en rumfornemmelse, mens de arkitektoniske blokke retter opmærksomheden tilbage mod fladen. De sorte konturer adskiller farvefelterne og gør konstruktionens forskellige lag synlige. I stedet for at modellere volumenerne med naturalistisk dybde organiserer maleriet dem som tegn, der ligger oven på hinanden. Nettet af små markeringer bryder de ensartede områder og gør betragtningen til en vandring gennem detaljer, gentagelser og variationer.
I Ad Parnassum, samler Paul Klee træk, der i vid udstrækning forbindes med hans kunstneriske formsprog: geometriske tegn, farveflader, modulær rytme og forvandling af genkendelige motiver til en abstrakt struktur med et musikalsk præg. Bjerg, bygning, bue og lysende skive indgår som dele af den samme visuelle arkitektur, der hæver sig uden at opgive sin karakter af opbygget flade. Den lille bue og gitteret af rektangler leder blikket hen mod den trekantede masse, mens den orange sol tilfører en lysretning i denne orden. Oplevelsen af maleriet udspringer af denne spænding mellem det, der kan navngives, og det, der bliver til rytme: Parnassos viser sig som en idé om opstigning, omsat til en farvemosaik.
Har du spørgsmål om vores reproduktioner af oliemalerier? Se vores ofte stillede spørgsmål.