Beskrivelse
Maleriet viser et par, der omfavner hinanden i et mørkt rum, optaget af nærheden mellem deres kroppe og ansigter. Den ene figur befinder sig øverst i midten, og en del af ansigtet er synligt, mens den anden ses bagfra med mørkt hår og en silhuet, der strækker sig gennem midten og forgrunden. En arm går rundt om parrets overkrop og gør berøringen til scenens omdrejningspunkt. Til venstre lader en smal åbning en stribe klart, blåligt lys trænge ind, netop nok til at adskille det indre rum fra det ydre. Resten af omgivelserne er opbygget af lodrette flader, dunkle planer og et lavt bånd, der antyder gulvet eller fodpanelet.
Kysset forvandler en intim gestus til værkets hovedmotiv. Parret indgår ikke i en social scene eller en anekdotisk fortælling, men er isoleret i et lukket rum, som om al opmærksomhed er samlet om dette øjeblik af forening. Kysset er et motiv, der i vid udstrækning forbindes med intimitet, begær og båndet mellem to mennesker. I Edvard Munchs kunstneriske univers får menneskelige relationer ofte en psykologisk intensitet, der rækker ud over den bogstavelige fortælling. Her bliver omfavnelsen en fortættet følelsesmæssig oplevelse, præget af nærhed og af, at de individuelle træk delvist forsvinder.
Sammensmeltningen af de to kroppe udgør kompositionens stærkeste symbolske greb. Konturerne nærmer sig hinanden, indtil det bliver vanskeligt helt at skelne den ene figur fra den anden, og denne tvetydighed skaber et billede af fysisk og følelsesmæssig forening. Det mørke indre forstærker følelsen af isolation og fordybelse, mens den lysende åbning skaber en spænding mellem det intime tilflugtssted og verden udenfor. Lyset dominerer ikke scenen; det fungerer som en kontrast fra siden, der gør de mørke masser tættere og leder blikket mod ansigtet og den fælles gestus. Penselstrøgenes kurver og diagonaler omslutter parret og tilfører omfavnelsens stilhed en sanselig vibration.
Formelt er værket opbygget som en lodret, lukket komposition, domineret af en stor diagonal masse, der falder fra det centrale hoved mod den nederste del. Det synlige ansigt fungerer som fokuspunkt på grund af sin placering og kontrasten til de sorte, brune og bordeauxrøde toner omkring det. Figuren, der vender ryggen til, fylder meget og placerer beskueren tæt på mødet, næsten som om man selv er en del af det. De afdæmpede farver — blågrøn, grå, mørkerød og okker — skaber en dæmpet belysning, uden at alle billedplaner adskilles tydeligt. Denne reduktion af detaljer fremmer en helhedsopfattelse: Først genkender man omfavnelsen, og derefter bemærker man, hvordan kroppene, arkitekturen og penselføringen udgør ét og samme følelsesmæssige felt.
Scenen stemmer overens med træk, der i vid udstrækning forbindes med Edvard Munch: psykologisk intensitet, en udtryksfuld forenkling af figurerne, en dyster farvepalet og omsluttende former, der kan formidle følelser. I stedet for at skildre et hjemligt interiør præcist fungerer rummet som en forlængelse af parrets følelsesmæssige tilstand. Styrken i Kysset ligger netop i denne forvandling: En genkendelig gestus bliver til et billede på sammensmeltning, stilhed og følelsesmæssig koncentration. Det sparsomme lysindfald åbner ikke scenen helt, men understreger snarere dens indelukkethed; omkring det synes de mørke kroppe at udviske deres grænser og gøre omfavnelsen til maleriets egentlige rum.
Har du spørgsmål om vores reproduktioner af oliemalerier? Se vores ofte stillede spørgsmål.