Stemmer og Ansigtter i Kunst i Post-internet Tiden

Siden ankomsten af det nye årtusinde har kunsten oplevet en opløsning af grænser uden fortilfælde. Adskillelsen mellem det digitale og det fysiske, mellem det intime og det offentlige, mellem den kunstneriske gestus og den daglige støj, er kollapset i et landskab, hvor billedet er uendeligt, flydende og uden faste forankringer. I denne kontekst er der opstået en generation af kunstnere, der ikke kun skaber som svar på denne tilstand, men som helt og holdent bebor den, som arkitekter af en evig nutid.

KUADROS © bringer dig disse kunstnere fra post-internet æraen, som ikke tilhører en samlet skole, men som deler en fælles bekymring: hvordan man skaber i en verden mættet med billeder, data og spontane optrædener, hvor kunsten kun er et af de visuelle sprog, der konkurrerer om vores opmærksomhed. Nogle udforsker mætningen indefra, andre demonterer den, og andre observerer simpelthen, hvordan kunsten er holdt op med at være objekt og er blevet strøm og arkiv. Det følgende er en rejse gennem nogle af de centrale figurer i dette økosystem, hver med en stemme, der afslører noget essentielt om vores tid.

Beeple: Den visuelle kollapskrønike

Mike Winkelmann, kendt som Beeple, er ikke en traditionel kunstner, ikke engang en konventionel digital kunstner. Han er snarere en manisk samler af den samtidige mætning, en observatør, der ikke søger at distancere sig fra det visuelle kaos, men at dykke helt ned i det.

Hans mest berømte værk, Everydays: The First 5000 Days, er ikke kun en milepæl i NFT'ernes historie, men et historisk dokument over den visuelle kultur, vi arver og producerer hver dag.

I hans billeder sameksisterer Donald Trump, Mickey Mouse, Elon Musk, Kim Jong-un og mutantvæsener i et visuelt vanvid, der føles mere tæt på Twitter-tidslinjen end på en malers lærred.

Jon Rafman: Overvågningsarkæologen

Hvis Beeple afspejler mætningen, graver Jon Rafman i dens ruiner.

Hans serie 9-Eyes, skabt ud fra billeder udtrukket fra Google Street View, forvandler den automatiserede overvågning til tilfældig poesi.

I disse stjålne billeder fra den virkelige verden afslører Rafman øjeblikke af mærkelig skønhed, vold eller eksistentiel tomhed.

Den verden, der observeres af maskinerne, er spejl kold og fragmenteret, hvor det menneskelige knap overlever. Rafman personificerer arkæologen af en ufrivillig digital hukommelse.

Petra Cortright: Maleri i selfie-æraen

I Petra Cortright forsvinder afstanden mellem lærredet og skærmen helt.

Hendes webcam-videoer, hvor hun leger med absurde filtre og tomme gestus, er ikke så meget en kritik som en resigneret accept af vores narcissistiske forhold til kameraet.

Samtidig genvinder hendes digitale malerier, der er genereret fra filer og virtuelle pensler, den maleriske intuition i en verden, hvor hvert billede er midlertidigt.

Amalia Ulman: Løgnen som medium

Med Excellences & Perfections, udførte Amalia Ulman en af de mest subtile og radikale performances i det nye årtusinde: at forvandle sin egen Instagram til et levende kunstværk, ved at skabe en fiktiv influencer, der legemliggjorde alle klichéer af nutidig, stræbende femininitet.

Hendes følgere troede på fiktionen, fordi Ulman forstod noget afgørende: i den digitale æra er enhver identitet en markedsperformance.

Pak: Kunst som spekulativ kode

Pak, en ansigtsløs kunstner, uden offentlig identitet, uden biografi, repræsenterer den spekulative yderste grænse af post-moderne kunst.

Hendes værker er kontrakter, algoritmer, eksperimenter om ideen om ejerskab i den digitale æra.

I projekter som The Fungible Collection, skaber Pak ikke kun kunst: han skaber de økonomiske regler, der gør denne kunst til et objekt for begær og spekulation.

Banksy: Gennemsigtigheden på gaden

Og midt i denne digitale mutation, Banksy forbliver. Selvom hans værk opstår i det fysiske rum — gaden — er hans virkelige økosystem internettet, hvor hver ny intervention cirkulerer som et øjeblikkeligt meme.

Banksy repræsenterer den første globale kunstner, hvis eksistens er uadskillelig fra hans viralitet, en figur hvis værker ikke har brug for gallerier for at eksistere, fordi hans budskab cirkulerer direkte fra væg til skærm.

Selvom Banksy indkapsler den sidste åndedrag af klassisk urban kunst, er hans budskab — politisk satire, kritik af markedet, ironi over for magten — blevet genoptaget af det samme system, han angriber.

Hans mest berømte værk, Girl with Balloon, er ikke længere et værk: det er et globalt symbol uden ejer, approprieret af sager, mærker og bevægelser over hele verden.

Refik Anadol: Kunstige minder

På den anden ende af skalaen, Refik Anadol arbejder med massive datastreams for at skabe værker, der ikke kun er visualiseringer, men levende økosystemer.

I sin serie Machine Hallucinations, fodrer Anadol algoritmer med millioner af billeder for at generere digitale landskaber drømt af kunstig intelligens.

I sit arbejde er den kollektive hukommelse ikke menneskelig, men kunstig og foranderlig, et arkiv der ånder og muterer med hver ny data.

Sophia Al-Maria: Spekulativ fiktion og kulturel kapitalisme

Med rødder i Qatar og Storbritannien, Sophia Al-Maria arbejder i krydsfeltet mellem video kunst, science fiction og kulturel kritik.

I værker som Black Friday, forvandler hun de tomme indkøbscentre til post-apokalyptiske landskaber, hvor den globale kapitalisme efterlader sit præg selv i tomheden. Al-Maria er kronikør af en globalisering, der ensretter kulturer, indtil de bliver til forbrugeroplevelser.

Cao Fei: Digital dystopi fra Kina

I Cao Fei får post-internet visionen en specifik kulturel og politisk tone.

Fra Kina udforsker Fei, hvordan modernisering og digitalisering nedbryder traditionelle identiteter.

 

I værker som RMB City, skaber hun virtuelle byer, hvor kinesisk historie og global popkultur kolliderer.

Hendes arbejde er et portræt af en modernitet, hvor fortid, nutid og fremtid sameksisterer i en umulig blanding at skelne.

Trevor Paglen: Overvågningskort

Vi afslutter denne rejse med Trevor Paglen, hvis arbejde afslører de usynlige infrastrukturer af digital magt.

Fra hemmelige militærbaser til undervandskabler og spion-satellitter, dokumenterer Paglen den mørke bagside af global tilslutning.

Hans kunst er en handling af synliggørelse, et forsøg på at give os bevidstheden om, at hver data, hvert billede og hvert digitalt ord krydser et fysisk landskab, der er kontrolleret.

Konklusion

Samlet set danner disse kunstnere ikke en bevægelse, men derimod en fragmenteret fortælling om nutiden, som væsentligt beriger verdens kultur.

Hver især, fra deres skyttegrav — gaden, skærmen, skyen — udforsker hvordan kunsten ikke længere kan være et objekt adskilt fra livet. I kunsten i det nye årtusinde, kunsten er algoritmen, meme, overvågning, den fiktive identitet og det uendelige arkiv, alt på én gang. En kunst uden ramme, uden klare grænser, men med en intakt funktion: at gøre os bevidste om, hvordan vi lever i denne æra af uendelige billeder.

Vi håber, at indholdet af denne artikel fra KUADROS ©, var lige så fornøjeligt for jer, som det var for os at samle det!

KUADROS ©, et berømt maleri på din væg.