Beskrivelse
Maleriet viser Paris' dom som en mytologisk scene ved en flod eller dam. Fire kvindeskikkelser indtager forgrunden og mellemgrunden: En står med ryggen til i venstre side, mens hun holder et lyst stykke stof; en anden står i midten med blottet overkrop og udstrakte arme; en tredje ligger på et hvidt eller cremefarvet stykke stof ved bredden til højre; og en fjerde skikkelse, delvist dækket af et mørkt klæde, ses under vegetationen. Tætte træer, bakker, klipper og vand omgiver gruppen, mens en himmel i lyserøde, orange og gyldne nuancer åbner scenen mod horisonten.
I den græske mytologi skal Paris, prins af Troja, afgøre, hvem af gudinderne Hera, Athene og Afrodite der er smukkest. Han vælger Afrodite, som lover ham Helenas kærlighed; denne episode forbindes traditionelt med rækken af begivenheder, der fører til den trojanske krig. Værket placerer fortællingen i pastorale omgivelser, hvor figurerne og stofferne leder tankerne hen på det mytologiske nøgenmaleris og den klassiske allegoris formsprog. Kompositionen bygger ikke på en bogstavelig fortælling, men forvandler episoden til en scene præget af betragtning, møde og valg.
Stofferne har en dobbelt funktion: De omslutter kroppen og tilfører samtidig diagonale linjer og lysende flader, der visuelt forbinder figurerne. Det mytologiske nøgenmotiv indgår i naturen og forbindes med vandet, jorden og løvet. De udstrakte arme på den centrale skikkelse og den liggende kvinde udvider kroppens rytme mod kompositionens yderkanter, mens den tildækkede skikkelse til højre tilfører en kontrast i farve og tekstur. Det idealiserede landskab understreger fortællingens tidløse karakter; tusmørkehimlen gør den fysiske skønhed til en oplevelse, der også knytter sig til lyset og forandringen.
Den horisontale komposition er bygget op omkring kontrasten mellem træernes mørke masser og himlens lyse stribe. De lodrette figurer til venstre og i midten danner en modvægt til den afslappede diagonal, som den tilbagelænede kvinde udgør, og som leder blikket mod højre. Vandet fylder den nederste del som en flade af ro og refleksion, mens de hvide stoffer træder frem mod breddens okkerfarver, dybe grønne nuancer og brune toner. Himlens farvebånd – lakserosa, orange, gul og blågrå – skaber dybde og afbalancerer visuelt kroppene og vegetationens tyngde.
I dette værk af Paul Cézanne forbindes det mytologiske motiv med en interesse for at integrere figur og landskab gennem relationer mellem farver, former og rumlige masser. Kroppene, stofferne, træerne, vandet og himlen indgår alle i den samme billedmæssige opbygning, som er mere strukturel end beskrivende. Blikket bevæger sig fra menneskegruppen til horisonten og tilbage til forgrundens lyse flader i en ubrudt bevægelse. Den mulige skønhedsdom videreføres formelt i balancen mellem figurerne og landskabets lysende bånd: Den mytologiske fortælling er uløseligt forbundet med maleriets farvearkitektur.
Har du spørgsmål om vores reproduktioner af oliemalerier? Se vores ofte stillede spørgsmål.