Beskrivelse
Maleriet viser Uddrivelsen af Hagar og Ismael som en vidtstrakt landlig scene. Under en lys himmel med store, fyldige skyer dominerer et stort træ med en snoet stamme venstre side og skærmer for en træbolig, der er hævet på pæle og har tag af plantemateriale. I forgrunden samles bønder, en brun- og hvidplettet ko, en hvid hund med brune pletter og andre dyr. En siddende eller knælende kvinde arbejder ved en kurv, mens en anden kvinde til højre står ved siden af en barnefigur med løftede arme. I baggrunden ligger en stor bygning i okkerfarver, skure, hegn og grupper af mennesker spredt ud over området, som tilsammen danner en hjemlig, pastoral verden fuld af aktivitet.
Episoden stammer fra fortællingen i Første Mosebog. Hagar, Saras egyptiske trælkvinde og Ismaels mor, bliver sendt bort fra hjemmet sammen med sin søn, efter at Sara har bedt Abraham om det. Scenen samler således en fortælling om adskillelse og hjælpeløshed i familien, men placerer den i dagligdagens omgivelser med boliger, husdyr og markarbejde. Fortællingens fortsættelse skildrer Guds beskyttelse og løftet om en fremtid for Ismael; dette perspektiv gør afrejsen til mere end en simpel udvisning, for den varsler også overlevelse og fortsættelse.
Forholdet mellem kvinden og barnet styrer den følelsesmæssige læsning af forgrundens højre side, mens menneskene og dyrene, der er samlet på begge sider, leder tankerne hen på det fællesskab, de to forlader. Det åbne landskab og det vidtstrakte terræn gør rummet til et billede på forflyttelse: Hagar og Ismael er omgivet af en beboet verden, men visuelt adskilt fra dens centrum. Huset på pæle, hegnene, beholderne og kurven henviser konkret til dagliglivet og gør det, der går tabt, mere håndgribeligt. Fuglene, der er spredt på himlen, forstærker fornemmelsen af bevægelse og vidde.
Den horisontale komposition udfolder sig fra venstre mod højre. Den mørke masse af træet og boligen danner et stærkt visuelt udgangspunkt, mens figurerne, koen og redskaberne fører blikket langs den nederste del af billedet mod bygningerne i midten og til højre. Himlen fylder et stort, lyst område, der afbalancerer terrænets visuelle tyngde og blødgør scenens tæthed. Okkerfarver, brune nuancer og dybe grønne toner skaber en jordnær palet, afbrudt af den orange-røde kjole i forgrunden og de hvide partier på koen, hunden og nogle af klædningsstykkerne. Vekslen mellem kompakte grupper, åbne områder og lodrette linjer fra pæle og træer skaber rytme uden at forstyrre den pastorale ro.
Hos Abraham Bloemaert viser den nederlandske overgangstradition mellem manierismen og barokken en særlig interesse for bibelske scener, livlige figurer og indarbejdelsen af fortællingen i landlige landskaber. Her fungerer de mange hverdagsskildringer ikke blot som staffage: De synliggør spændingen mellem at høre til i et fællesskab og at blive holdt udenfor. Læg mærke til, hvordan intimiteten mellem Hagar og Ismael skabes midt i en befolket scene, ikke gennem fuldstændig isolation, men gennem deres placering og forhold til grupperne omkring dem. Den bibelske episode, landskabet og blikkets bevægelse samles således i et billede af afrejse, tab og håb.
Har du spørgsmål om vores reproduktioner af oliemalerier? Se vores ofte stillede spørgsmål.