Beskrivelse
I dette værk af Gustav Klimt fremstår Spøgelseslys som et vertikalt og tæt lagdelt syn, befolket af menneskelignende figurer, der træder frem af et mørkt felt af overlappende penselstrøg. En langstrakt figur med et blegt, blåligt ansigt og en blålig overkrop organiserer det centrale område og bliver kompositionens akse. Omkring den ses et ansigt indrammet af en stor masse rødligt hår i det øverste højre hjørne samt en anden figur med mørkeblåt hår nær den nederste højre kant. Et lille orangefarvet ansigt fuldender helheden nær den nederste del, mens en stor oval form i blå og violet skaber balance i det øverste venstre område. Glorier, farveskiver og buede linjer omgiver disse former som strømme af energi, der svæver i rummet.
Maleriet hører hjemme inden for surrealistisk og abstrakt figurativ kunst uden at opbygge en konkret historisk, religiøs eller mytologisk scene. Fortællingen er først og fremmest stemningsbetonet: Ansigter og kroppe dukker frem af et indre mørke mellem lag af malemateriale og små lyspunkter. Titlen lægger op til en poetisk fortolkning af denne gradvise tilsynekomst. «Lysene» fungerer ikke kun som lysende punkter, men også som nærvær, der trænger gennem mørket; «spøgelses-» beskriver den flygtige karakter af figurer, der kun delvist er integreret i baggrunden, og som snarere minder om et drømmesyn end om identificerbare personer.
De hvide og blålige glimt, der er fordelt over fladen, forstærker fornemmelsen af flygtige eller svævende lys. I kontrast får de blege ansigter en spøgelsesagtig intensitet, når de træder frem mod dybe blå, violette, grå og sorte nuancer. De cirkulære og ovale former kan visuelt opfattes som glorier, skiver eller farvefelter: De samler blikket omkring figurerne og tilfører værket en symbolsk klang uden at blive til specifikke religiøse tegn. De røde, grønne og blå bånd omslutter og fragmenterer kroppene og skaber et indtryk af visionær bevægelse. Værket fastholder således en frugtbar spænding mellem det genkendelige — et ansigt, en torso, en hårpragt — og tvetydigheden i et rum, der aldrig helt falder til ro.
Den vertikale komposition leder blikket fra den centrale figur mod ansigterne i siderne og derfra videre til det lille orange element i den nederste del. Blikkets bane afbrydes og sættes i gang igen af kromatiske kurver, diagonaler og farvepletter, der krydser baggrunden. Paletten forener mørke, mættede farver med lysende accenter: Det blå skaber en natlig dybde, mens orange og rødt tilfører varme og spænding over for de grønne og violette nuancer. De tætte penselstrøg, der ses i lodrette og diagonale retninger, skaber en vibrerende, næsten tekstilagtig overflade, hvor baggrunden ikke er en passiv scene, men et aktivt materiale, der opsluger og frigiver figurerne. Den ulige størrelse på ansigterne forstærker fornemmelsen af en fragmentarisk tilsynekomst.
Henvisningen til Gustav Klimt forbinder værket med en sensibilitet præget af farverigdom, svungne linjer og en dekorativ integration af figur og baggrund. Her kommer denne affinitet til udtryk i den måde, menneskeskikkelserne flettes sammen med et ornamentalt felt af kurver, pletter og glorier uden at blive adskilt af stive konturer. Resultatet er en scene, der svæver mellem det menneskelige og det abstrakte, hvor lyset næsten får lige så stor visuel vægt som ansigterne. Hvert glimt leder blikket mod en anden tilstedeværelse, og når man betragter helheden, synes figurerne at træde frem og forsvinde igen i det samme maleriske mønster.
Har du spørgsmål om vores reproduktioner af oliemalerier? Se vores ofte stillede spørgsmål.

