Beskrivelse
Maleriet viser Matthæus' kaldelse som et offentligt og tætbefolket møde. I forgrunden samles flere mandlige figurer med vide tunikaer, skæg, langt hår og hovedbeklædning foran en markant byarkitektur. Den centrale figur, klædt i rosarødt, rækker en hånd ud mod gruppen og samler den fortællende handling; til højre for ham holder en anden figur et mørkt bind under armen. En stor stensøjle dominerer venstre side, ved siden af en portiko, en lav flade dækket af ornamenterede tekstiler og en lille beholder. I baggrunden følger en bymur, en buet port, facader i flere etager og et firkantet tårn med pyramideformet tag.
Episoden henviser til Matthæus' — traditionelt også identificeret som Levi — kaldelse til at følge Jesus. I den evangeliske tradition repræsenterer dette øjeblik, at man opgiver et almindeligt erhverv og begynder et liv viet til discipelskab. Carpaccio forvandler dette skriftsted til en åben og social scene: Kaldelsen finder ikke sted i et afsondret rum, men foran en bebygget by, blandt vidner, samtalepartnere og figurer, der ser ud til at være på vej videre eller standse op for at lytte. Arkitekturen udvider fortællingens rækkevidde og placerer den personlige beslutning i et synligt fællesskab.
Den udstrakte hånds gestus fungerer som ikonografisk og visuelt omdrejningspunkt: Den forbinder den kaldende figur med mændene omkring ham og forvandler samtalen til en invitation med åndelige konsekvenser. Klædedragterne og hovedbeklædningerne understreger gruppens mangfoldighed, mens det bind, som figuren til højre bærer, tilfører et strejf af læsning, håndværk eller lærdom, der ledsager scenen uden at dominere den. Den buede døråbning og bymuren kan læses som tærskler: Bag personerne ligger byen, mens der foran dem åbner sig mulighed for en ny vej. De tekstiler i stærke farver tilfører en materiel rigdom til en episode, hvis centrum er en indre beslutning.
Den vertikale komposition er omhyggeligt organiseret gennem kontraster. Den monumentale søjle danner en arkitektonisk barriere i venstre side og leder samtidig blikket hen mod hovedgruppen. Bymurens og tagenes vandrette linjer afbalancerer tårnets højde, og dets silhuet forlænger scenens opadgående bevægelse. Personerne overlapper hinanden i forskellige planer og skaber dybde gennem ansigter, arme og stoffer, der afbryder hinanden. Paletten af okker, brunt, rødt, rosa og gråblåt samler helheden i en jordnær farvetone; mod denne baggrund fungerer den centrale figurs rødlige tunika som et farvemæssigt fokuspunkt og understreger gestussens retning.
Værket stemmer overens med den fortællende tradition i den venetianske renæssance, der forbindes med Vittore Carpaccio: minutiøs opmærksomhed på arkitekturen, farverigdom, beskrivende detaljer og en teatralsk integration af figurerne i urbane omgivelser. Scenen får dermed karakter af en omfattende borgerlig iscenesættelse, uden at miste intimiteten i det øjeblik, hvor en person kaldes til at ændre sit liv. Det er værd at lægge mærke til, hvordan den centrale gestus bevæger sig gennem gruppen, og hvordan byen, langt fra blot at være en baggrund, strukturerer fortællingens betydning: Mellem søjler, bymure og tærskler bliver Matthæus' kaldelse til en synlig, kollektiv og mindeværdig handling.
Har du spørgsmål om vores reproduktioner af oliemalerier? Se vores ofte stillede spørgsmål.