Beskrivelse
Maleriet viser en allegori over luften, der er opbygget af en mængde fugle. I stedet for en konventionel menneskekrop er figuren sammensat af hoveder, næb, halse, vinger og overlappende fjerdragter, som tilsammen danner en samlet, lodret og langstrakt skikkelse. Nær midten skaber en ugle med store øjne direkte øjenkontakt med beskueren. Omkring den samles langhalsede, hvide fugle, mørke profiler, gyldne fjerdragter og rødlige former. Nederst breder en påfugl sin hale ud som en vifte, der udvider kompositionen og afslutter den med et stærkt dekorativt udtryk.
Værket indgår i Giuseppe Arcimboldos allegoriske forestillingsverden. Han er berømt for at omdanne genkendelige naturelementer til samlede figurer. Luft hører til den velkendte gruppe af De fire elementer, der forbindes med kunstneren, og fremkalder sit tema gennem et karakteristisk udvalg af flyvende skabninger. Allegorien fremstiller ikke luften som et tomt rum eller en abstraktion, men som en ophobning af væsener, der bevæger sig gennem den, bebor den og giver den liv. De mange forskellige arter forvandler naturobservation til en fantasifuld konstruktion, der er karakteristisk for Arcimboldos visuelle opfindsomhed.
De mange fugle antyder mangfoldighed, bevægelighed og livskraft. Hver hals, hvert næb og hvert blik bidrager til, at figuren opleves som noget, der konstant forandrer sig: Den kan betragtes som et kompakt portræt og samtidig opløses i en samling af selvstændige dyr. Uglen, der vender frontalt mod beskueren, fungerer som et fokuspunkt og forstærker helhedens sælsomme virkning. Påfuglen tilfører en anden kvalitet: Dens udfoldede hale breder sig radialt som et dekorativt syn, der står i kontrast til de overlappende fugles tætte, lodrette struktur. På den måde forenes flugt og lethed med en kompakt, næsten skulpturel visuel struktur.
Kompositionen tegner sig mod en meget mørk gråbrun baggrund, der fjerner enhver henvisning til et landskab og samler blikket om fjerdragterne. Det afdæmpede lys fremhæver selektivt øjnene, næbbene og de gyldne, hvide, grønne og rødlige flader. I midten samles de stærkeste lyskontraster, mens den øvre del fortætttes til et mønster af små hoveder og profiler, der kun lige kan skelnes fra hinanden. I modsætning hertil danner påfuglens hale en cirkulær rytme forneden. Denne dialog mellem ophobning og udfoldelse fører blikket fra den nederste vifte op mod uglen og videre til den øvre masse.
Luft eksemplificerer den manieristiske fremgangsmåde, der forbindes med Arcimboldo: at forvandle en ophobning af naturlige elementer til et allegorisk portræt med et næsten fantastisk præg. Styrken ligger i at gøre fuglenes mangfoldighed til én samlet figur uden helt at udslette hvert enkelt dyrs særpræg. Det er værd at lægge mærke til, hvordan helheden ændrer sig med afstanden: På nært hold dominerer øjnene, næbbene og fjerdragtens teksturer; på større afstand smelter alle disse dele sammen til en langstrakt og gådefuld skikkelse. Temaet, ikonografien og kompositionen arbejder således i samme retning: at gøre Luften synlig gennem en levende, mangfoldig og konstant foranderlig form. Påfuglens udfoldede hale fastlægger dette visuelle forløb og lader allegorien svæve mellem portræt, natur og bevægelse.
Har du spørgsmål om vores reproduktioner af oliemalerier? Se vores ofte stillede spørgsmål.