Beskrivelse
Maleriet Livets dansaf Edvard Munch skildrer en natlig scene, hvor flere menneskefigurer samles, nærmer sig hinanden og synes at hengive sig til en fælles dans. Yderst til venstre skiller en stående kvinde sig ud med sin hvide kjole, der er dekoreret med lysende motiver; mod midten danner forskellige par og grupper en række af gestus, profiler og omfavnelser. Parret bestående af en mand klædt i sort og en kvinde i rødt dominerer forgrunden, mens en høj kvindefigur, ligeledes klædt i sort, afslutter kompositionen til højre. En blå, grå og violet himmel strækker sig over det grønne landskab, gennemskåret af bølgende linjer og en cirkelrund, gul og rosa måne.
Værket forvandler en natlig sammenkomst til en allegori over menneskets eksistens. Kompositionen forbindes med en fortolkning af livets kredsløb: De kvindelige figurer klædt i hvidt, rødt og sort kan opfattes som en overgang fra ungdom og uskyld til kærlighedserfaring og modenhed. Det centrale par samler scenens følelsesmæssige kerne, mens månen og landskabet løfter episoden ud af en hverdagslig fest og placerer den i et symbolsk register. Dansen fungerer således ikke blot som kropslig bevægelse, men som et fortættet billede på livets forskellige faser og deres følelsesmæssige bånd.
Farven bærer en stor del af denne fortolkning. Det hvide i venstre side skaber en lys og åben tilstedeværelse; den centrale figurs røde farve tilfører intensitet, begær og energi; det sorte, der gentages i flere af klædningsstykkerne, tilfører tyngde og en mere introspektiv dimension. Det centrale par synes at blive mødestedet mellem disse farvetoner og mellem de forskellige øjeblikke, som helheden antyder. Månen tilfører en cirkulær, natlig rytme, mens den høje, lodrette form nedenunder fungerer som en visuel akse. Omkring den grupperer figurerne sig, som om de deltog i en rituel eller teatralsk scene, og de små blomster i forgrunden forbinder den menneskelige dimension med vegetationen.
Den horisontale komposition fordeler figurerne i et centralt bånd, men skaber ikke en følelse af ro. Kroppene, de udstrakte arme, hældningerne og de lange kjoler danner en bølgende bevægelse, der gentages i landskabets bånd. Den mørkegrønne jord bærer scenen som en platform i kontrast til den kølige himmel i forandring. Det centrale pars størrelse bringer det tættere på beskueren og gør det til fortællingens omdrejningspunkt, mens figurerne i siderne fungerer som visuelle tærskler: Kvinden i hvidt åbner forløbet, og kvinden i sort afslutter det. De tydelige konturer og forenklede former gør det let at aflæse gestusserne uden at udviske deres følelsesmæssige ladning.
I dette værk samler Edvard Munch træk, der i vid udstrækning forbindes med hans formsprog: forenklede, men intense figurer, ekspressiv farve, markante profiler og et landskab, der fungerer som en forlængelse af den psykologiske tilstand. Den genkendelige scene bliver således til en dramatisk komposition, hvor naturen, natten og personerne indgår i samme rytme. Læg mærke til, hvordan det røde hos det centrale par er indrammet af to sorte skikkelser, og hvordan månen viderefører dansens cirkelbevægelse opad. I denne organisering af farver og rum fremstår livets tema mindre som en lineær fortælling end som en cyklus af møder, begær, forvandling og erindring.
Har du spørgsmål om vores reproduktioner af oliemalerier? Se vores ofte stillede spørgsmål.