Beskrivelse
Maleriet viser en abstrakt og dynamisk komposition, hvor flere stiliserede menneskeansigter træder frem mellem farveflader og et tæt net af sorte linjer. Figurerne er især samlet i det nederste bælte og i højre side: De er delvist beskåret, lagt ind over hinanden og vendt i forskellige retninger, som nærvær, der dukker frem i billedets struktur. I den øverste og centrale del udfolder der sig uregelmæssige felter af hvidt, blåt, rødt, gult, grønt og gråt, mens en form med friere kontur indfører en figurativ kontrast i det øverste venstre område. Den lille signatur i den nederste kant er en del af værkets materielle karakter og indgår i en visuelt tæt overflade uden længere pauser.
Titlen Improvisation 28, anden version placerer værket i en opfattelse af maleriet, hvor den visuelle organisering ikke afhænger af en konventionel fortællende scene. Her henviser »improvisation« til en fri og udtryksfuld opbygning af linjer, farver og former, der kan antyde figurer uden at underordne sig en naturalistisk gengivelse. Denne tilgang hænger sammen med Wassily Kandinskys rolle i udviklingen af den moderne abstraktion. I hans kunstneriske formsprog kan farve og linje indgå i selvstændige relationer, skabe rytme og fremkalde en følelsesmæssig reaktion uden bogstaveligt at beskrive et rum, en handling eller en genkendelig begivenhed.
Ansigterne tilfører abstraktionen en menneskelig dimension. De fungerer ikke som isolerede portrætter, men som syner, der er integreret i kompositionens flow: Deres øjne, profiler og munde bryder farvefelterne og får blikket til igen og igen at vende tilbage mod den nederste del. Netværket af sorte streger fungerer som en struktur af spænding og forbindelse; det opdeler fladerne, forbinder de forskellige tilstedeværelser og leder opmærksomheden fra den ene ende til den anden. Farveformerne opretholder til gengæld en frugtbar tvetydighed mellem det genkendelige og det rent visuelle. Resultatet er et værk, hvor figuren ikke forsvinder, men heller ikke fuldstændig behersker det abstrakte rum.
Formelt er maleriet organiseret gennem diagonaler, brud og overlapninger. De sorte linjer har en næsten arkitektonisk energi, selvom deres kurver og retningsskift forhindrer kompositionen i at blive rigid. Oven på dem ligger farvepletter og farveblokke med uregelmæssige konturer, som skaber flader, der synes at bevæge sig frem og tilbage uden et fast perspektiv. Kontrasterne mellem sort og hvid fremhæver ansigterne, mens blå, røde, gule og grønne nuancer tilfører kromatiske pulseringer, der fragmenterer overfladen. Rytmen opstår gennem vekslingen mellem tætte områder og lysere rum: Blikket bevæger sig rundt, standser ved et øje eller en silhuet og fortaber sig igen i det overordnede mønster.
Værket afspejler træk, der i vid udstrækning forbindes med Wassily Kandinsky: ekspressiv abstraktion, et intenst samspil mellem farve og linje, geometriske og organiske former samt en opbygning, der er mere orienteret mod rytme end mod naturalistisk gengivelse. Dets styrke ligger i at gøre den figurative tvetydighed til en aktiv oplevelse: Ansigterne udgør menneskelige indgange, men linjerne og farverne indlemmer dem hele tiden på ny i en helhed under forandring. Læg mærke til, hvordan hver tilstedeværelse synes at træde frem og opløses på samme tid; i denne bevægelse mellem figur og struktur findes improvisationens visuelle kerne.
Har du spørgsmål om vores reproduktioner af oliemalerier? Se vores ofte stillede spørgsmål.