Beskrivelse
Maleriet Kærlighed, af Gustav Klimt, viser en kvindeskikkelse klædt i hvidt, som bøjer sig eller synes at svæve mellem grene og løv nederst i kompositionen. Hendes udstrakte arm leder blikket mod højre, hvor vegetationen flettes sammen med kroppen og viderefører hendes gestus. Over hende svæver flere blege ansigter, omgivet af en grønlig og blågrå tåge, mens en mørk silhuet befinder sig i baggrunden, delvist opslugt af skoven. Det centrale panel flankeres af ornamenterede guldbånd med grene, blade og hvide blomster, så scenen synes at udspille sig inden for en planteramme, der er en aktiv del af maleriet.
I stedet for at fortælle om en konkret begivenhed fremstiller værket kærligheden som en allegorisk personifikation: en idealiseret menneskelig skikkelse omgivet af tegn på skønhed, tiltrækning og sårbarhed. I den vestlige kunsttradition kan kærligheden netop antage denne form, legemliggjort i en skikkelse frem for at optræde som en konkret fortælling med genkendelige personer. Løvet og blomsterne udvider betydningsfeltet til at omfatte frugtbarhed, begær og fornyelse, mens de mørke omgivelser tilfører en mindre stabil dimension. Scenen formidler ikke en enkel eller udelukkende lys følelse; den viser kærligheden som en intens, altomsluttende oplevelse, der er udsat for tidens gang.
Den hvide figur samler værkets kropslige og sanselige dimension. Hendes næsten elfenbensfarvede kjole står i kontrast til skovgrønt, sort og afdæmpet blåt i baggrunden og bliver dermed det første, blikket fæstner sig ved. De svævende ansigter fungerer som allegoriske eller psykologiske nærværelser: De virker snarere som minder, følelsesmæssige ekkoer eller forskellige manifestationer af kærlighedserfaringen end som deltagere i en klart defineret fortælling. Tågen adskiller dem fra hovedfiguren og holder dem samtidig forbundet med den. Grenene og de hvide blomster tilfører et modspil af liv og ynde, men deres overflod antyder også, at skønheden er indlejret i en verden, der er omskiftelig, tæt og gådefuld.
Den visuelle komposition bygger på en stærk lodret akse. Det centrale felt samler den nederste figur, ansigterne ovenover og den vegetative dybde, mens de gyldne sidebånd skaber en symmetrisk, næsten arkitektonisk rytme. Klimt sætter kompakte, dekorative flader op mod områder med mere atmosfæriske penselstrøg: Guldet og bladene afgrænser scenen, men disen opløser konturerne indadtil. Grenenes linjer gentager og afbøjer bevægelsen i den udstrakte arm og leder blikket gennem et net af subtile diagonaler. Figurens og blomsternes lysstyrke træder således frem af et mørke opbygget i lag – ikke som et isoleret fokus, men som en åbenbaring midt i løvet.
I værket Kærlighedforbinder Gustav Klimt det ornamentale og symbolistiske formsprog med en menneskelig skildring med stor følelsesmæssig gennemslagskraft. Integrationen af plantemotiver, den aktive brug af guld og spændingen mellem den genkendelige figur og den dekorative flade er træk, der stemmer overens med hans kunstneriske univers. Rammen begrænser sig ikke til at omgive scenen: Den omslutter den, beskytter den og gør den også mere gådefuld. Læg mærke til, hvordan figurens hvide farve går igen i blomsterne og ansigterne og skaber en kæde af lysvirkninger mellem krop, erindring og natur. I dette forløb ophører kærligheden med blot at være en følelse, der skildres, og bliver til en skrøbelig, smuk åbenbaring, der opsluges af landskabet.
Har du spørgsmål om vores reproduktioner af oliemalerier? Se vores ofte stillede spørgsmål.