Beskrivelse
Det store bad i Bursa viser et rummeligt badeinteriør, hvor vandet, stenen og kroppene indgår i en kollektiv scene med stor visuel rigdom. Et rektangulært bassin i grønlige nuancer fylder forgrunden, mens flere badende kvinder hviler langs kanten, går i vandet eller opholder sig på trinvist anlagte platforme. I midten ses en nøgen kvinde bagfra ved siden af en mørkt klædt skikkelse; omkring dem sidder eller ligger andre grupper under buerne. Til højre tilfører en kvinde i rød kjole kompositionen et vertikalt og farvemæssigt element. Metalbeholdere, tæpper, tekstiler og en vandpibe fuldender hammammets sanselige atmosfære.
Titlen placerer scenen i Bursa, en by i det nuværende Tyrkiet, der forbindes med en betydelig osmannisk kulturarv. Et hammam var ikke kun et sted til personlig hygiejne, men også et socialt og arkitektonisk rum, centreret omkring vand, hvile og samvær. Maleriet forvandler disse rammer til en orientalistisk skildring af et monumentalt badehus befolket af kvinder, der veksler mellem dagligdags aktiviteter og hvile. Hvælvingerne, søjlerne og stenfladerne fremkalder den traditionelle indretning af sådanne rum, selvom værket præsenteres som en kunstnerisk konstruktion af det Orienten, som den akademiske kunst forestillede sig.
Vandet fungerer som omdrejningspunkt for det sociale samvær og som en flade, der samler scenens forskellige aktiviteter. De trinvist anlagte platforme forlænger visuelt bassinet og gør badet til et overgangsrum mellem nedsænkning, hvile og fordybelse. De røde og lyse tekstiler, beholderne og vandpiben beriger interiørets taktile og hjemlige karakter og knytter det til luksus og sanselighed. Koncentrationen af kvindeskikkelser skaber en kollektiv intimitet: Kroppene fremstår ikke isolerede, men indgår i et netværk af stillinger, nærhed og aktiviteter. Arkitekturen giver denne hverdagsoplevelse en næsten ceremoniel skala.
Den horisontale komposition leder blikket fra gruppen til venstre mod den badende i forgrunden og derfra videre til den centrale figur, der ses bagfra. Herfra fortsætter blikket langs platformene og når frem til den røde kjole yderst til højre. De mørke buer og gullige hvælvinger skaber en gradvis dybde, mens søjlerne opdeler rummet uden at fragmentere det. Det varme lys samler sig på de lyse sten-, hud- og tekstiloverflader i kontrast til de dybe åbninger i baggrunden. Det grønlige vand tilfører et kromatisk pusterum mellem okkerfarverne, de hvide, røde og brune toner og afbalancerer arkitekturens tyngde med figurernes livfulde nærvær.
I Jean-Léon Gérômes værk får den præcise tegning, de arkitektoniske detaljer og tekstildetaljerne samt den omhyggeligt teatralske belysning en særlig intensitet. Den akademiske finish gør hver platform, bue og beholder til en del af en minutiøst ordnet scenografi uden at gå på kompromis med variationen i menneskenes positurer. Scenen udfolder sig således som et teater af vand, kroppe og sten: Jo længere man følger bassinet ind mod hvælvingerne, desto tydeligere bliver det, hvordan det hverdagslige får en monumental dimension. Det er især værd at dvæle ved den centrale figur, der ses bagfra, og den røde kjole yderst til højre, for mellem disse to punkter samler spændingen sig mellem kropslig intimitet, socialt samvær og visuelt spektakel.
Har du spørgsmål om vores reproduktioner af oliemalerier? Se vores ofte stillede spørgsmål.