Venus og Amor (Artemisia Gentileschi)

I dette værk har Gentileschi skabt et overdådigt billede af Venus, kærlighedens gudinde, der sover under et fløjlsgardin. Hendes sengetæppe er malet med ultramarinblå, et kostbart pigment fremstillet af pulveriseret lapis lazuli. Bag hende svinger Amor en vifte af påfuglefjer for at forhindre skadedyr i at genere eller vække hende. Til venstre ses et bjerglandskab med et lille rundt tempel, der leder tankerne hen på det tempel, der var viet til Venus nær Hadrians villa i Tivoli, uden for Rom.

Artemisia Gentileschi, der blev uddannet i Rom hos sin far, Orazio, var det 17. århundredes førende kvindelige kunstner. Hun arbejdede hovedsageligt i Rom, Firenze og Napoli. I 1616 blev hun det første kvindelige medlem af det kendte malerakademi i Firenze.

Gentileschis værker er kendetegnet ved stærke kontraster mellem lys og mørke samt usædvanlige og dristige kompositioner. Hendes kunst var påvirket både af hendes fars malestil og af hendes berømte kollega, Michelangelo Merisi da Caravaggio. Hendes motiver omfatter ofte kraftfulde skildringer af kvinder – for eksempel Judith, Susanna, Kleopatra og Danaë – der fremstilles dramatisk som heltinder eller ofre.

Selvom denne Venus måske blot synes at være endnu en bleg, nøgen gudinde, der ligger på en blød seng i en mærkeligt forvredet stilling, brød Artemisia Gentileschi med konventionerne ved at male en kvindelig nøgenfigur som kvinde. Det kan være svært at tro, men i Italien i 1600 blev det stadig betragtet som et arbejde for mænd at male kvindelige kønsdele. Det er ikke så mærkeligt, at italiensk kunst endte med så foruroligende skulpturerede bryster som dem på Michelangelos Natten fra 1531. Men lad os se bort fra uretfærdigheden ved renæssancens nøgenkunst. Det virkelig foruroligende ved dette maleri er den lille Amor, der er så dristig.

Kunsten har budt på lidt af hvert gennem historien. Tizians Venus og Amor med en organist rummer en alarmerende grad af erotik, som får beundrerne til at spørge sig selv, hvorfor den spæde Amor ser sin mor i øjnene.

Lottos Venus og Amor viser en munter Amor, der tisser på en tilsyneladende uberørt Venus. Og vi vil slet ikke begynde at tale om Bronzinos Venus, Amor, Vanvid og Tid (Allegori over Venus’ triumf). Den »skræmmende incestmytologi« begynder ikke engang at beskrive værkets ødipale udskejelser.

Sammenlignet med disse malerier er Artemisias Gentileschis Venus og Amor forfriskende fri for isnende incestuøse undertoner. Alligevel kan man ikke lade være med at spørge sig selv, hvad der fik Amor til blidt at vifte med en vifte over sin sovende mor. Er kærlighedens gudinde så krævende en dronning, at hun får sin lille kerub til at vifte for sig under eftermiddagsluren?

Lad dig ikke narre af Amors uskyldige udseende. Den lille, besværlige gud bidrager også med sin del af dramatikken i scenen. Ifølge legenden brugte Amor sine pile til at få Apollon til at forelske sig hovedkulds i najaden Dafne. Amor var så sadistisk, at han fik Dafne til at føle afsky for guden, der var forelsket i musik. Da Apollon forfulgte hende, var Dafnes eneste udvej at forvandle sig til et laurbærtræ, hvilket er en ret trist slutning på en lykkelig historie. Amor gemte også nogle pile til Zeus, hvis lynets tyran skulle forelske sig. På Olympen lød politikken: »Hvis nogen ikke kan lide dig, så få dem til at skifte mening med dine guddommelige kræfter.« Samtykke er desværre en mangelvare i mytologien.

Nogle eksperter hævder, at Venus og Amor er for fremmede for Gentileschi. Kan dette maleri være værket af en anonym efterligner eller måske af Artemisias egen gamle mand?

Trods spekulationerne kan man ikke benægte ligheden mellem Venus og Gentileschi selv. At male sit eget ansigt på skønhedens og kærlighedens gudinde? Det er et kunstnerisk greb, der straks vinder tilhængere.