Beskrivelse
Den sidste nadver er uden tvivl det mest berømte maleri af Jesus Kristus.
Scenen genskaber den sidste påskemiddag mellem Jesus og hans apostle med udgangspunkt i beretningen i Johannesevangeliet, kapitel 13. Leonardo da Vinci forestillede sig og formåede at udtrykke ønsket, der var opstået i apostlenes sind, om at vide, hvem der forrådte deres Mester.
Værket blev malet i slutningen af det 15. århundrede som et vægmaleri i spisesalen i klostret Santa Maria delle Grazie i Milano.
Freskomalerier skabes normalt ved at påføre pigment på intonaco, det vil sige et tyndt lag våd kalkpuds. Dette er som regel den bedste teknik at anvende, da den lader fresken håndtere den naturlige ånding eller sveddannelse, der finder sted i en mur, når fugt bevæger sig mod overfladen.
I Den sidste nadver beslutter da Vinci sig dog for at bruge oliemaling, da dette materiale tørrer meget langsommere og ville give ham mulighed for at arbejde på billedet i et langt langsommere tempo og med større detaljerigdom.
Leonardo vidste, at den naturlige fugt, der trænger ind gennem de fleste bygninger med stenmure, skulle holdes ude, hvis han brugte oliemaling, ellers ville hans arbejde blive ødelagt.
Kunstneren tilføjede et dobbelt lag gips, spartelmasse og beg for at modvirke forfald.
Kunstværket har dog måttet restaureres mange gange gennem sin lange historie. Der er kun meget lidt tilbage af det oprindelige øverste lag oliemaling som følge af miljømæssige og bevidste skader.
Et interessant træk ved Den sidste nadver er den måde, hvorpå kunstneren bruger perspektiv og belysning til at skabe dybde og realisme i scenen. Maleriet viser bordet fra et synspunkt, hvor beskueren ser ud til at sidde ved bordet på Jesu plads. Denne perspektivteknik, der kaldes centralperspektiv, var nyskabende for sin tid og er blevet studeret og beundret i vid udstrækning for sin dramatiske virkning i maleriet.
Desuden er belysningen i maleriet bemærkelsesværdig. Leonardo brugte en teknik kaldet chiaroscuro, hvor stærke kontraster mellem lys og skygge skaber en tredimensionel effekt i scenen. Lyset, der kommer ind gennem vinduet bag Jesus, oplyser personerne på en måde, så deres ansigtstræk og gestik træder tydeligt frem, hvilket bidrager til scenens dramatiske intensitet.
En anden interessant detalje er skildringen af personernes hænder. Leonardo da Vinci interesserede sig meget for menneskekroppens anatomi og fysiologi, og det afspejles i hans omhyggelige gengivelse af hænderne i maleriet. Hver person har en forskellig position og gestus ved bordet, hvilket giver en mangfoldighed af udtryk og holdninger, der formidles gennem hænderne.
Den Sidste Nadver er et mesterværk af Leonardo da Vinci, der kombinerer centralperspektiv, chiaroscuro og sans for anatomiske detaljer for at skabe en dramatisk og gribende skildring af Jesu sidste nadver med sine disciple.
Den sidste nadver er nr. 33 på listen over berømte malerier